Dengang jeg var barn, var det mig der holdt styr på det praktiske, når der var kaos. Jeg lavede mad til min lillebror, fandt hans tøj, fik ham i seng, mens de voksne skændtes eller forsvandt ind i sig selv. Ingen bad mig direkte om det, men hvis jeg ikke gjorde det, skete der ingenting. Jeg troede jeg var “den stærke”, men i dag kan jeg se at jeg bare var alene med ansvar, jeg ikke skulle have haft.
Mine forældre skændes stadig, og jeg bliver hele tiden blandet ind i det. Jeg får sådan nogle beskeder som “kan du ikke lige snakke med din far?” eller “sig til din mor, hun skal stoppe”. Det ender altid med, at jeg bliver en eller anden mellemting mellem dem, selvom jeg egentlig bare prøver at passe mit eget liv.
Når jeg prøver at sige, at jeg ikke orker det mere, bliver der bare helt stille, og så sidder jeg tilbage med dårlig samvittighed. Det føles som om, jeg hele tiden skal vælge side, selvom det eneste jeg egentlig har lyst til, er bare at få ro.
Han truer mig ikke sådan direkte, men siger sådan noget som “jeg har jo stadig screenshots”. Og hvis jeg bare skriver med en ven om ham, så kommer der nærmest med det samme en besked fra ham, som om han holder øje eller bare kan mærke det. Det gør mig seriøst utryg.
Jeg er begyndt at være bange for bare at bruge min telefon normalt. Jeg sletter gamle chats og tjekker alting igennem, inden jeg skal sove. Det er ærligt sygt, at en skærm kan føles som et sted, man ikke engang er tryg, selvom det er min egen telefon og den ligger i min hånd.
Det jeg husker mest, er alle undskydningerne. “Jeg var træt”, “jeg mente det ikke”, “det sker ikke igen”. Og så gik der en uge, og så skete det igen. Det er pissesvært at jeg med det samme bliver sur når nogen undskylder nu, selv om de gør det med gode intentioner. Hvis min kæreste fx er kommet for sent til en aftale, kan jeg slet ikke tage ind at hun undskylder og siger at toget var forsinket. Fuck.
Dengang jeg var 15, blev mine grænser skubbet lidt ad gangen. Det skete ikke voldsomt på en måde man kan forklare hurtigt, mere sådan at der altid blev presset på for lige lidt mere jeg ikke synes var rart, lidt mere de ting han ville. Hvis jeg sagde nej, kom der suk og kulde og dårlig stemning, indtil jeg gav efter. Jeg begyndte at tænke at mine grænser var urimelige. I dag er jeg stadig bange for konsekvenserne ved at sige nej til mænd.
Min kæreste tager kvælertag på mig når vi er sammen. Jeg har sagt at jeg ikke kan lide det, men han siger at hvis jeg ikke engang gider gøre det for ham, så gider han ikke være sammen med mig.
Min far slår ikke mig direkte, men han slår sådan lige ved siden af mig. I væggen eller bordet eller døren. Og så siger han sådan “jeg kunne have ramt dig, men det gjorde jeg ikke”, som om det gør det bedre eller sådan.
Jeg bliver bare helt stille, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Prøver bare ikke at sige noget forkert eller kigge forkert eller gøre noget, så han bliver mere sur. Det lyder måske mærkeligt, men nogle gange kan jeg næsten mærke mit hjerte helt oppe i halsen, og jeg får det sådan lidt kvalmt.
Dengang var min eks ekspert i at få mig til at tvivle. Hvis jeg sagde “du sagde noget grimt i går”, svarede han at jeg fandt på ting og at jeg altid dramatiserede. Jeg begyndte at skrive små noter til mig selv, bare for at huske. Det lyder skørt, men jeg havde brug for beviser for mine egne oplevelser. Til sidst stolede jeg mere på mine noter end på min mavefornemmelse, og det er en mærkelig måde at leve på.
Dengang jeg var 16, forsvandt mine venner sådan stille og roligt. Jeg forstod ikke hvorfor, før jeg fandt ud af at min kæreste havde skrevet fra min konto og lavet mig til den irriterende, jaloux type. Han sagde det var for at “beskytte os”. Jeg skammede mig så meget, at jeg ikke engang turde forklare sandheden. Jeg savner mine venner.
Min kæreste skriver “hvor er du???” hele tiden, og hvis jeg ikke svarer med det samme bliver han sur. Jeg ender med at sende billeder af bussen, gaden, mit ansigt, bare for at bevise jeg ikke lyver. Når jeg er sammen med mine venner er jeg hele tiden bange for at få en besked fra ham. Jeg er vildt bange for at han går fra mig.
Når min stedfar bliver sur smækker han med skabe, kaster fjernbetjeningen og nogle gange kaster han glas på gulvet. Han siger altid at det ikke er min skyld, men han ser på mig mens han gør det, så nu gemmer jeg mine vigtigste ting i tasken.
Mine forældre tror jeg ikke kan høre dem når de råbe-hvisker, men det kan jeg godt. Jeg ligger altid vågen og lytter indtil de går i seng.
Min kæreste siger hele tiden, at man deler alt, når man elsker hinanden, så selvfølgelig vil han have min pinkode. I starten føltes det næsten sødt, som om det bare betød, at han stolede på mig og ville være tæt på mig. Men nu føles det ikke sødt mere. Nu spørger han ind til hver eneste besked, jeg får, og kan blive sur over de mindste ting, selv sådan noget som en emoji. Hvis jeg ikke svarer hurtigt nok, så spammer han mig helt vildt med beskeder.
Jeg ved godt det er min egen skyld men det gør mig ked af det når min mor siger jeg er for meget og umulig og når hun griner af mig når jeg er ked af det og når hun siger jeg er dum. Jeg ville ønske jeg ikke var dum. Jeg synes det er svæt at alle de andre i klassen har det godt med deres forældre. Gid jeg var et andet barn.
Når min far kommer hjem, bliver jeg bange bare når jeg hører døren. Man kan sådan med det samme høre hvordan han er. Min mor bliver helt stille og spørger mig alt for pænt, om jeg har lavet lektier.
Jeg ved godt hun kun gør det, fordi hun er bange for hvad han gør, hvis jeg ikke har. Så bliver jeg også bange med det samme.
